Helene Hørlyck om sin ambassadørrolle

”Hos Gadens Børn føler jeg, at jeg kan gøre en forskel, hvor det giver mening og resultater. Den ærlighed og ubeskårne hjælp de yder, rører mig dybt, og jeg føler, at her er et projekt, som jeg naturligt kan engagere mig i, og som samtidig giver mening i forhold til det, jeg står for som sangerinde.

Hvis min sangstemme og musik kan hjælpe børn i et af de mest udsatte steder i verdenen, vil det give min musikalske rejse en dimension i overenstemmelse med min drøm om at løfte og sprede glæde. Ikke kun til mit publikum, men mennesket generelt via min stemme.

Da jeg mødte Pia første gang, fangede hendes menneskelige resonans, omsorg for børnene og ufiltrerede tilgang til tingene mig med det samme og vidnede om en ærlighed, jeg sætter stor pris på.

Indien blev starten på mit liv, men også et land der har sat nogle livsvarende spor for hele min familie med dens medbragte kultur, som har været meget givende. Mine bedsteforældre gjorde tjeneste som missionærer i en lille sydindisk landsby, hvor de levede deres liv og byggede deres familie. Herude i en lille dansk skole mødte mine forældre hinanden som små. De blev senere gift og får 3 piger, hvoraf jeg er den yngste. Vi vender hjem til Danmark, men en forkærlighed til landet gør, at vi ofte rejser dertil og har bevaret mange indiske traditioner. Vi holder eksempelvis jul med ris, karry og indiske specialiteter.

Det betyder rigtig meget for mig at kunne få lov at yde en indsats netop det sted i verdenen for noget, der ligger mit hjerte nær – børns vilkår. En synergi og fuldendt cirkel - sådan føles det.

Jeg håber på at få mulighed for at engagere mig i ”orkanens øje” ved at yde en indsats i felten i Kolkata, hvor forskellen kan mærkes på krop og sjæl.”  

— Helene Hørlyck