En historie om tro, håb og kærlighed

Dette bliver den nok mest personlige “blog”, jeg nogensinde har og nogensinde kommer til at skrive… Det er historien om mig, som privatperson, der har et brændende ønske om at få et barn – men ikke bare et hvilket som helst barn, jeg ønsker mig min dreng, der bor på Platform 4 på Sealdah Station; at tage ham med mig hjem, at lade ham vokse op i Danmark i en tryg familie med omsorg, varme, mad hver dag og al den kærlighed han fortjener fra både mig, min familie og mine venner, som alle støtter mig! Samtidig bliver det også en historie om en tabt kamp, daglig smerte og en ulidelig venten på næste gang jeg kan holde ham i mine arme <3

 

Næsten dagligt bliver jeg spurgt, hvorfor jeg ikke “bare” tager ham med hjem, eller om det ikke er svært at forlade ham gang på gang – derfor fortæller jeg nu historien, så alle kan se, at jeg HAR kæmpet for ham, og at gør ondt at forlade ham! Tirsdag er hans navn, oversat fra hindi, (så kreativ er hans biologiske mor) – han blev født på en tirsdag for præcis ét år siden i dag! Jeg fulgte ham tæt allerede fra de sidste tre måneder, han lå i sin mors mave, indhyllet i alkohol og forurening fra de toge, der konstant holder deres korte hvil på Sealdah Station, inden de bringer folk videre ud i det hektiske Indien. Han klarede 23 dage, før han næsten bukkede under for livet på stationen – jeg sørgede for, at han blev indlagt, med diagnosen sepsis, han var indlagt i to uger og var tæt på at dø… I de uger var jeg bange, meget bange, og allerede dér gik det op for mig, at jeg ikke kunne lade ham blive tilbage, jeg måtte have ham med mig hjem – jeg følte, det var op til mig at redde hans liv. Men straks derefter startede tankerne: kan jeg skille ham fra hans søskende, kan jeg skille ham fra hans biologiske mor, hvem er jeg at bedømme, hvad der er bedst for ham, kan jeg fjerne ham fra Indien og tusind andre tanker – for jeg var stadig, i min naive tro, sikker på, at det nok skulle lykkes; hvem skulle stå i mellem os?!

 

Det skulle lovgivningen! Tirsdags biologiske mor har fra starten kaldt mig hans mor, hun er Mama, jeg er Ma’, og hun har tigget mig om at tage ham med mig til Danmark… Jeg kontaktede en advokat, ekspert i internationale adoptionssager, som straks forklarede mig, at det var umuligt; det måtte han gentage flere gange, før jeg forstod det! Det var et slag i ansigtet og en psykisk nedtur! At tage en beslutning om at få barn, er nok den største i verden, og så få at vide, at det ikke er muligt, efter at have truffet den – det er ikke nemt! Jeg kunne ikke se mig ud af situationen, opgav tanken og flyttede på det nærmeste ind på Sealdah Station for at være sammen med ham og hans søskende; jeg følte, at hvis jeg ikke var der, ville jeg miste ham helt – enten til trafficking, som der er meget af i Indien, eller til sygdom! Det blev en besættelse for mig, og jeg hang næsten ikke sammen, da min veninde kom på besøg – min redning! Der var én til at trække mig fysisk væk og tænke på noget andet…

 

Ugerne og månederne gik på Sealdah Station, og i april måned skulle jeg hjem til Danmark for good – jeg savnede min familie og mine venner og skulle starte på drømme-jobbet, men jeg skulle samtidig forlade Tirsdag, min dreng! Det var hårdt, og det var svært at falde til i hverdagens trumme-rum i Danmark – første gang jeg gik i Netto brød jeg sammen, da jeg kom til hylderne med baby-mos, som jeg havde ledt og ledt efter i Indien for at styrke min dreng og give ham andet end ko-mælk med sukker i en sutteflaske, der efter få dage var så beskidt at hullet blev tilstoppet…

 

Dog fik jeg også energi igen og tog kampen om Tirsdag op hjemme i Danmark – ad to omgange… Først kontaktede jeg en international organisation, som tidligere har hjulpet med adoptioner – de fortalte, at de havde opgivet netop dét, da det var umuligt fra Indien! Den lod jeg synke ind, inden jeg tog kontakt til Ankestyrelsen efter et par uger! Jeg fik svar på min mail – svaret lød noget i retning af: “du bedes kontakte os telefonisk for videre vejledning”… Jeg tænkte, at det lød positivt men jeg var så bange for at min sidste chance, som jeg kan se det, skulle vise sig at være en nitte; der gik to uger, før jeg fik ringet til dem! Jeg talte med den rareste dame, som forklarede mig, at i teorien, kunne det godt lade sig gøre – jeg blev så glad, at jeg begyndte at græde – men at det i praksis er umuligt – jeg blev så ked af det, at jeg begyndte at hulke…

Hun forklare mig processen og faldgrupperne og uden at gå for meget i detaljer, kommer et par eksempler her:

Scenario 1: Jeg gør de indiske myndigheder opmærksomme på Tirsdag, med henblik på adoption, de fjerner ham fra han mor og nægter derefter at bortadoptere

Scenario 2: Jeg gør de indiske myndigheder opmærksomme på Tirsdag, med henblik på adoption, de fjerner ham fra hans mor og bortadopterer ham til andre (tilfældige?)

Scenario 3: Jeg gør de indiske myndigheder opmærksomme på Tirsdag, med henblik på adoption, de fjerner alle tre børn fra deres mor og hinanden og gør med dem som scenario 1 og/eller 2

Scenario 4 (som der er mindst sandsynlighed for ifølge Ankestyrelsen): jeg får efter lang tid lov til at adoptere ham i Indien)

Scenario 5: Danmark accepterer ikke adoptionen som lovlig, da den ikke er foregået gennem de to danske adoptionsbureauer og deres samarbejdspartnere

– Og Danmark adopterer generelt ikke børn fra Indien længere

Så var jeg tilbage ved mine tidligere overvejelser: tør jeg tage chancen og måske miste Tirsdag og/eller alle tre børn, tør jeg indblande myndighederne, som man bestemt ikke altid kan stole på i Indien, tør jeg råbe højt – med deres liv, ve og vel som indsats????? Svaret gav sig ret hurtigt, nej selvfølgelig vil jeg aldrig sætte dem i fare!

 

Kvinden fra Ankestyrelsen lyttede, mens jeg græd, og hun gentog at det i princippet kunne lade sig gøre over mange mange år (det er dog aldrig set ske), og at hun, når hun kunne høre, hvor påvirket jeg var, ville anbefale mig ikke at gøre det, at det er en praktisk umulig og meget risikabel kamp…

Hun spurgte til sidst, forsigtigt, hvad jeg nu ville gøre, og jeg sagde, at jeg og Gadens Børn ville kæmpe videre på at få papirerne til vores Børnehus klar, at jeg fortsat vil rejse til Indien, så ofte det overhovedet lader sig gøre, og at jeg vil sørge for, at Tirsdag altid ved, at jeg elsker ham!

 

Undervejs i dette har jeg talt med en psykolog, og hun har hjulpet mig til at acceptere, at jeg har bortadopteret Tirsdag til hans biologiske mor – det lyder som den omvendte verden, men i hjertet var han min, jeg bragte ham måske ikke til verden, men jeg gav ham livet, da han var ved at dø! Jeg har accepteret, at jeg er hans fe-gudmor, der altid, på afstand, våger over ham, passer på ham og sender tanker og kærlighed til min lille dreng på Platform 4, Sealdah Station <3

 

3 Comments

  1. Pernille

    Kæreste Lykke.
    Hvor er det hårdt for dig.
    Du kæmper så hårdt. Men tirsdag vil altid have sin mor i dag.
    Fantastisk smukt skrevet hudløst ærlig.
    De kærligste hilsner Pernille

    Reply
  2. Alexandra

    Tak for denne vidunderlige deling af dit indre jeg. Står selv over kødgryderne og fælder tårer. Jeg ved hvordan det er at kæmpe for børn man elsker.
    Af hjertet tak for sin beretning ????

    Reply

Leave your thought