Emma om sine tanker, som frivillig i Kolkata

Jeg husker tydeligt første gang jeg stod på Sealdah Station i et kaos af børn, affald, sved og legetøj. Kontrasten mellem min hverdag i Danmark og det hektiske liv på stationen var slående. Det føltes som tusindvis af nye indtryk, som jeg skulle vænne mig til – men ligeså snart jeg fik det første beskidte barn i min favn, som plantede et stort, fedtet kys på min kind var jeg solgt. Alle de bekymringer jeg havde haft på flyveturen til Indien, var overraskende forsvundet og jeg befandt mig lige der, hvor jeg skulle være. Jeg kunne med det samme mærke, at den tryghed som børnene føler ved at tilbringe tid med de frivillige er mere end guld værd.

Jeg fandt hurtigt ud af hvor lidt der skal til, for at kunne gøre en forskel – hvis ikke for mange børn, så i det mindste for et enkelt. Tiden man som frivillig tilbringer på et legetæppe på stationen eller på hospitalet med et febersygt barn, gør virkelig en forskel. Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser som frivillig i Kolkata, kan jeg tit få tanken ”Hvad nu hvis Gadens Børn ikke var tilstede?”. Jeg ved, at de frivillige som er afsted nu, og de som var afsted før mig, har gjort et uvurderligt arbejde – og at jeg selv tager del i det. Gadens Børn vokser år for år, og vi har muligheden for at hjælpe gadebørn i Kolkata hver eneste dag. Derfor kan tanken om, hvis ikke Gadens Børn eksisterede, godt skræmme mig.

Når man besøger vores skoler, bliver man overvældet af tanken om, hvor mange børn vi har fået muligheden for at hjælpe. For nogle af disse børn betyder Gadens Børn, at de får lov til at gå i skole. I Danmark er det en selvfølge, at alle børn går i skole – og får lov til at gå i skole. I Indien tigger børnene om dette. De vil så gerne gå i skole og lære nye ting – have klassekammerater og skoletasker, præcis som danske børn. Da jeg mødte nogle af de børn, som så inderligt ønskede at gå i skole, håbede jeg virkeligt, at de en dag ville få mulighed for det, og at Gadens Børn kunne hjælpe endnu flere børn med fri skolegang. Tænk hvis vi kunne sørge for at flere børn fik muligheden for at lære noget nyt, blive mætte, få et bad – hver dag? På det tidspunkt virkede det som et drømmescenarie – at kunne give så mange børn muligheden for at gå i skole. I dag, hvor den tredje skole, Sealdah Skole & Fritidshjem, er åbnet er det blevet virkelighed.

I december måned sidste år, sluttede mine næsten 3 måneder som frivillig i Kolkata. At sige farvel til børnene på banegården og på vores skoler, er til dags dato noget af det hårdeste jeg har oplevet. Jeg husker tydeligt, da jeg for sidste gang stod midt i det samme kaos som første dag, og tænke ”Hvordan skal jeg nogensinde kunne undvære det her?”. Jeg knugede ungerne tæt ind til mig og jeg vidste, at selvom de fleste før havde sagt farvel til andre frivillige, påvirkede vores afsked også dem. Jeg var blevet en stabil støtte i deres hektiske, ustrukturerede hverdag, men de var blevet ligeså stor del af min. Min tid på stationen og med børnene, ville jeg ikke bytte for noget andet. Da jeg rejste, trøstede jeg mig selv ved tanken om, at der lige så snart jeg havde sat mig ind i flyveren til Danmark, ville komme nye frivillige, som ville åbne deres arme for børnene og være en del af deres liv. De sejeste og modigste frivillige, som ville gøre en kæmpe forskel og fortsætte Gadens Børns vigtige arbejde.

Da jeg forlod stationen og Kolkata, vidste jeg inderst inde godt, at det ikke var sidste gang jeg så børnene. Det måtte det ikke være. Og her står jeg så, et år senere, igen på vej mod Kolkata og Sealdah Station, med mindst ligeså mange sommerfugle i maven som første gang jeg tog afsted til Kolkata. Jeg glæder mig til at se børnene. Jeg glæder mig til at lege med dem, grine med dem og ikke mindst se, hvor meget Gadens Børn er vokset på blot et enkelt år.

Leave your thought