Pigehjem




ET TRYGT HJEM

I foråret 2020 åbner det børnehjem, som Gadens Børn har ønsket sig lige siden organisationen blev stiftet tilbage i 2012. Vi har gennem årene udviklet mange tiltag, der kan give børnene et frirum fra det barske liv på gaden, men det plager os at skulle sende børnene tilbage i slummen og på stationen om aftenen. 

 

Der lever et stort antal gadebørn i Kolkata, der enten ikke har en familie, eller som ikke er ønsket af deres familie, og derfor er overladt til dem selv på gaden. Disse børn har ikke nogen til at give dem kærlighed og støtte. De har heller ingen, der sørger for, at de kommer til lægen, i skole eller får mad i maven. Og de har ingen til at beskytte dem mod vold, seksuelle overgreb eller menneskehandel, som særligt pigerne er i højrisiko for at blive ofre for. De har hårdt brug for et sted, hvor de kan opleve at føle sig elsket, passet på og værdsat, og netop det kan børnehjemmet tilbyde dem. Drenge og piger må, ifølge indisk lov, ikke bo sammen, og da piger er mere udsatte på gaden end drenge, har Gadens Børn valgt, at vores første børnehjem skal være et pigehjem.

 

Med børnehjemmet kan vi tilbyde 30 af de hårdest ramte og mest udsatte piger fra gaden det hjem, de altid har ønsket sig. Et hjem præget af tryghed, kærlighed og stabilitet, hvor de er sikret mad i maven hver dag, en varm seng at sove i og voksne, der bekymrer sig om dem. På hjemmet kan få lov til bare at være børn og intet andet. Børn, der ikke behøver at arbejde 10-13 timer hver dag for at overleve, og ikke behøver at tage ansvar for deres mindre søskende grundet fulde og voldelige forældre til ofring af deres egen fremtid. Og børn, der ikke behøver at frygte overgreb eller kidnapning, når de lægger sig til at sove om natten på stationen.

 

På børnehjemmet kan pigerne få ro, selvtillid og næring til at drage nytte af Gadens Børns skoletilbud, hvorigennem de kan udforske og realisere egne evner, interesser og færdigheder. Eftermiddagene vil byde på lektielæsning og kreative aktiviteter såsom yoga, selvforsvar og danseundervisning. Der vil være faste måltider alle ugens dage, og der vil blive indført faste sengetider. Alle børnene skal lære at hjælpe til med de huslige gøremål. Børnene skal hjælpe med at passe på og vedligeholde de fælles områder samt holde deres egne rum ryddelige. Derudover vil børnene være med til at planlægge deres eget skema over daglige rutiner angående studier, underholdning, sport m.m.

 

Det er vores håb, at vi med en varm seng, omsorg, daglige måltider, tøj, undervisning, voksenstøtte, sundhedspleje og psykologhjælp kan hjælpe pigerne til at bryde den sociale arv og skabe et liv for dem selv væk fra gaden.



LRM_EXPORT_73419081434907_20191016_184928881
Skærmbillede 2019-10-29 kl. 14.18.19
Skærmbillede 2020-02-11 kl. 16.31.53