Praktikanter/frivillige søges til administration og fundraising i Gadens Børn DK

Ønsker du at skabe bedre vilkår for gadebørn i Indien, og har du lyst til at prøve kræfter med NGO administration og fundraising? – Så er det måske dig, vi er på udkig efter!

 

Hvem er vi?

Gadens Børn er en non-profit organisation, der arbejder for at give gadebørn i Kolkata, Indien en lys, varm og tryg fremtid væk fra gaden gennem adgang til uddannelse, sundhedsydelser, tryghed og omsorg. Gadens Børn blev stiftet i 2012 og driver i dag 12 projekter i Kolkata, der alle har til formål at give gadebørn i Kolkata muligheden for at opleve en sund og tryg barndom, samt opbygge troen på livet og ikke mindst dem selv. Gennem vores skoler, mobile sundhedsklinik, babycenter, opsøgende arbejde m.m. hjælper vi hver eneste dag over 600 gadebørn. Du kan læse mere om vores projekter her. 

 

Gadens Børns arbejde er baseret på frivillige kræfter for derigennem at sikre så mange midler som muligt til den vigtige sag. På kontoret er vi to ansatte – stifteren samt en Operations Manager – der er ansvarlige for organisationens generelle drift, og vi har løbende praktikanter og frivillige, der hjælper os med at løfte en bred vifte af kommunikations- og fundraising opgaver. 

 

Hvem er du?

Er du en dygtig researcher og kommunikatør, og kunne du tænke dig at bruge dine evner til at skabe opmærksomhed og indsamle midler til Gadens Børns arbejde? Har du drive og engagement, og brænder du for at blive en del af et lille, men effektivt og passioneret team, hvis hjerter banker for at gøre en forskel for nogle af verdens allermest sårbare og udsatte børn? Hvis ja, kan vi tilbyde en deltids- eller fuldtidsstilling på kontoret i Danmark. 

 

Hvilke opgaver kan blive dine?

  • Researchopgaver i relation til fundraising
  • Planlægning og gennemførelse af kampagner og events
  • Produktion af indhold og artikler til Gadens Børns hjemmeside og sociale medier
  • Fondsansøgninger og -opdateringer
  • Udvikling og vedligeholdelse af hjemmeside 
  • Kontakt til og etablering af samarbejder med virksomheder og sponsorer 
  • Ad hoc opgaver 

 

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant baggrund
  • Har digital forståelse samt erfaring med hjemmesider og sociale medier
  • Er en dygtig skriftlig formidler på både dansk og engelsk
  • Er ansvarsbevidst
  • Er selvstændig, kreativ og initiativrig
  • Er struktureret og disciplineret i dit arbejde
  • Har gode samarbejdsevner
  • Kan forpligtige dig i minimum seks måneder 

 

Vi kan tilbyde:

  • Erfaring med at arbejde i en mindre NGO 
  • Erhvervserfaring inden for kommunikation og fundraising
  • Mulighed for læring og afprøvning af egne kræfter i forbindelse med selvstændige projekter
  • Stor fleksibilitet
  • Løbende evaluering for at sikre relevant læring

 

Interesseret?

Hvis ovenstående lyder som noget for dig, vil vi meget gerne modtage dit CV samt en motiveret ansøgning på info@gadensboern.org med en beskrivelse af, hvordan netop du kan bidrage til Gadens Børns arbejde. Stillingen er ulønnet og samtaler afholdes løbende.

 

For yderligere information og oplysninger kontakt Operations Manager Anna Louise Dølpher på tlf. 31104369, eller send en mail på info@gadensboern.org.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Pssst… Vi søger løbende praktikanter og frivillige på vores projekter i Indien, så mener du, at det er i felten, at du, med dine erfaringer og kompetencer, vil kunne bidrage bedst, kan du læse mere her.

 

This post is also available in: English