SÅDAN STARTEDE DET!

I 2012 tog jeg på en rejse til Indien med nogle veninder. Det skulle bare være ferie, men det vi så og oplevede der, ændrede mit liv..

Jeg blev fuldstændigt rystet, da jeg så hvor mange børn der lever på gaden, uden forældre, i de mest kummerlige forhold. Det jeg mærkede på min krop, sind og sjæl, da jeg hørte historier om deres liv, da jeg fik svar på mine spørgsmål om deres liv på gaden, er ubeskriveligt.
Det er så skræmmende.

På vej hjem i flyet kunne jeg ikke ryste disse historier af mig. Jeg besluttede at jeg skulle gøre noget.

Jeg vidste endnu ikke hvad eller hvordan, men vidste at jeg skulle. Efter hjemkomsten blev billederne og minderne ved at fylde rigtigt meget, Det gik op for mig hvor taknemmelig vi burde være i Danmark, taknemmelig for den overflod vi har, for vores hjem, for muligheder for sundhedspleje, kærlighed, undervisning og så meget mere.

Vi har tryghed. Jeg kiggede på de ting jeg selv ejede – da jeg åbende nogle skabe derhjemme, var det nemt at lave nogle regnestykker: når jeg sælger den her taske, får jeg mad til 50 børn i en måned.

Jeg har ikke BRUG for den taske, det er bare en ”nice to have” – i modsætning til så meget ”need to have” jeg havde set i Indien.

Jeg startede med at lave en grundigt oprydning af dyre tasker, tøj, sko, smykker osv. Jeg holdt et veninde salg herhjemme og solge det hele og tjente 29.000 kr. (mine veninder spurgte, er du blevet gal, hvor jeg svarede, og følte, at jeg nok nærmere var blevet normal…)
Nu havde jeg penge til at kunne rejse frem og tilbage til Indien og starte Gadens Børn projektet.

Mit udgangspunkt for Gadens Børn var at det skulle være 100 % non profit . Folk sagde, det kan du ikke. JO, det troede jeg godt jeg kunne, det ved jeg nu vi kan. Indtil nu har jeg kun fået et nej en gang, da jeg spurgte om hjælp.

Vi har alt at vinde, vi har intet at miste, og ikke mindst vi har troen og viljen til at gøre det.

Alle sagde det er kun en dråbe i havet. Måske er det rigtigt, men så lad os så få det til at regne med dråber i havet, for det kan vi nemlig godt 🙂

Dorthe kom til 3 mdr. senere og vi forsatte sammen med at videre udvikle Gadens børn.

Vi prøvede at få hjælp hos andre organisationer, men da det viste sig at der var meget lidt gennemsigtighed i hvordan pengene bruges, og da vi ikke rigtigt kunne få svar hvor pengene blev brugt til, besluttede vi at gøre det alene.

Vores penge skal KUN gå til at hjælpe Gadens Børn i Indien.

Så vi tog tog afsted til Kolkata (Calcutta) på bar bund, uden netværk, vi kendte ingen, vi stod faktisk helt alene i en by med 14 millioner indbygger.

Lidt flippet, lidt skræmmende, men fint, nu starter vi.. nu er vi i gang! Vi var mange, mange steder i slummen, på stationer, snakkede med en masse mennesker, fik livet på gaden helt ind under huden.

Vi mødte en dame, Johanna, som hjalp os med at komme rundt i de meste belastede områder, og som hjalp os som tolk. En ting som kommer tilbage gang på gang, som jeg bliver ved med at hæfte mig ved, er at alle disse børn, som lever under disse ubeskrivelige forhold, har en livsglæde som er så slående.

De får ikke mad hver dag, de er meget beskidte, de har ingen sko, nogle gange ingen forældre, de skal samle flasker ind for at få noget at spise, de tigger, MEN de smiler, de laver sjov. De er kærlige, de er nysgerrige, de tager imod os med stort set ingen forbehold. Det er DEM som giver OS positiv energi.

Planerne begyndte at forme sig – vi begyndte at kunne se hvordan vi kunne bidrage med noget, hvor vi kunne gøre en forskel. Vi begyndte at se hvor vedholdne vi skal være – Hvor mange gange vi skal tre skridt frem, for at blive sat to skridt tilbage, hvor mange gange vi skal klatre op af det samme bjerg, for at falde delvis ned igen. Hvor mange besværlige processer vi skal igennem.
Hvor stor bestikkelsen er. Hvor anderledes en kultur det er, og hvordan vi kan fungere ind i den kultur. Og vi begyndte at se endda mere hvor meget godt vi kan gøre!

Vi er blevet klogere, vi har mødt en en masse dejlige indiske mennesker, og meste af det hele har vi allerede så mange rigtigt taknemmelige børn i vores netværk. Børn som gerne VIL en fremtid, en uddannelse, et værdigt liv. Det er ikke svært at mærke hvorfor vi gør det!

Der er mange som spørger hvordan jeg får tid til det projekt. Den tid får jeg ikke, den tager jeg. Al min fritid går til Gadens Børn. Mine venner og veninder viser stor forståelse, støtter os og følger med på Facebook.

Stifter Pia Lindell Qwist