“Mange af de kvinder som vi har mødt i Red Light Distriktet har en fortid, der er værre, end de fleste af os kan forestille sig. Mange har været tvunget ind i prostitutionen fra de var meget, meget små. Vi har desværre set piger helt ned til 5-6 år sælge sex.”
— Pia Lindell Qwist, Stifter & Generalsekretær i Gadens Børn
En ny begyndelse i Red Light District
Som en start på vores fremtidige arbejde for kvinder i Red Light Distriktet, Bowbazar, åbnede vi i 2023 et Community Center – Centralt beliggende i området. Her er vi færd med at danne os et overblik over, hvor stort behovet er for hjælp i området. Vores sociale team, sygeplejerskere og læge besøger også området med jævne mellemrum - for at blive klogere på, hvordan vi griber udfordringerne an.
Vores Community Center er først og fremmest et frirum, for kvinderne i området. Her tilbyder vi sundhedshjælp, rådgivning og ikke mindst omsorg i trygge rammer. I vores Community Center oplyser vi kvinderne om den hjælp, vi som hjælpeorganisation kan tilbyde. Samtidig oplyser vi mødrene om de muligheder, vi kan give deres børn. Som sagt er vores Community Center et forstadie på et mere omfattende projekt i området. På sigt vil vi nemlig åbne et kvindecenter i samme område – med plads til flere kvinder.
Kvindecentret skal fungere som et trygt åndehul for kvindelige sexarbejdere i området. Et sted, hvor kvinderne føler sig trygge, og hvor de kan modtage den støtte, hjælp og rådgivning, som de hver især har brug for. Hvad enten det er for at komme ud af misbrug eller for at bearbejde den vold de har været udsat for, så skal centeret være kvindernes helle, hvor de kan søge hjælp. Her vil vi tilmed beskytte børn i området ved at etablere et natcenter, hvor børnene kan sove i sikkerhed, få aftensmad, være en del af aktiviteter samt få omsorg og kærlighed, imens deres mødre er på arbejde. Vi vil derudover tilbyde børnene at starte på vores Sealdah Skole & Aktivitetscenter, hvor der er skolegang, mad, løbende sundheds tilsyn og stærk kontakt til voksne. Sidst men ikke mindst, skal at kvindecentret tilbyde muligheder for, at kvinderne kan tilegne sig nye færdigheder og beskæftigelsesmuligheder. Dette kunne f.eks. være i en systue, hvor kvinderne kan lære at sy og brodere.