Hvad er en trustfond?

En trustfond er en ordning, der tillader den enkelte at skabe vedvarende fordele for en anden person eller enhed.

En trustfond bliver ofte etableret til fordel for velgørende eller andre non-profit organisationer. Gadens Børns trustfond er opsat til fordel for børn og voksne, der lever på gaden i Kolkata, Indien.

Trust betyder ”tillid”. I engelsk-amerikansk ret (common law-retssystem) er en trustfond et kendt og udbredt redskab til økonomisk planlægning og sikring.

En fond kan omfatte mange forskellige aktiver. Ud over kontanter kan en fond omfatte ressourcer såsom ejendom, aktier, obligationer, eller enhver anden form for finansielt instrument. Gadens Børns trust omfatter både ejendom i form af Børnehuset og dets grund, samt kontanter i form af donationerne.

Trustfonden kan forvaltes af en enkelt administrator eller være struktureret for at give mulighed for mere end én administrator. Det er administratorens ansvar at sørge for, at benytte de ressourcer der indgår i trustfonden i den bedste interesse for de begunstigede.

Forvalteren (Trusteen) ejer og forvalter formuen, men holder den adskilt fra egen formue. Dette betyder også, at forvalterens personlige kreditorer ikke kan søge sig fyldestgjort i trustmidlerne. Går Forvalteren konkurs eller afgår ved døden, skal midlerne holdes adskilt fra boet.

Vi har oprettet en trust som en sikkerhedsforanstaltning, således at alt hvad organisationen Gadens Børn opkøber, indsamler og opstarter altid vil tilfalde hjemløse i Kolkata. Børnehuset og grunden vil med andre ord aldrig kunne sælges, men tilfalder i stedet hjemløse børn og voksne.