Kvalitetsuddannelse til gadens mest udsatte og omsorgssvigtede børn
Hvorfor en kostskole?
I Gadens Børn kæmper vi med næb og klør for ikke at tabe de børn, der har allermest brug for os, på gulvet. Men det er vanskeligt uden at kunne tilbyde dem trygge, stabile og kapacitetsopbyggende rammer i form af et permanent hjem. Vi har gennem årene set en stor udvikling blandt de børn på vores skoler, der, selvom de kommer fra fattige kår, har et kærligt og omsorgsfuldt bagland. Modsat har vi erfaret, hvordan der hos vores mest udsatte elever ikke kan spores samme opadgående udviklings- og læringskurve grundet de ustabile liv, de lever på gaden. De er trætte og uoplagte, når (og hvis) de møder i skole, fordi natten på gaden er hektisk og frygten for overgreb og kidnapning stor. Dertil kommer, at flere af børnene har natarbejde for at kunne klare sig selv og for nogles vedkommende forsørge deres mindre søskende, som i en alt for tidlig alder bliver deres ansvar grundet fraværende forældre. For at undertrykke sulten og flygte fra virkeligheden sniffer mange af børnene lim, der fører til signifikant nedsat funktions- og indlæringsevne, som i forvejen er hæmmet af børnenes under- og fejlernæring.
Børnenes sociale situation har ganske enkelt for store omkostninger for udbyttet af deres skolegang, og resultatet af deres ringe præstation er, at de mister troen på egne evner og værd og derved motivationen for at få den uddannelse, der er så afgørende for deres chance for mønsterbrydning og et liv ud af fattigdom. For at sikre kvaliteten i kvalitetsuddannelse for vores mest udsatte gadebørn må vi derfor begynde med at sikre, at deres basale behov for mad, omsorg, sikkerhed, tøj på kroppen, tag over hovedet og sundhedspleje bliver mødt 24/7.
Hvem skal bo på kostskolen?
Det skal 200 af gadens mest udsatte og omsorgssvigtede piger og drenge samt 35 børn med handicap – alle i alderen 4-18 år. Dem, der enten ikke har en familie, hvor vold eller misbrug er en integreret del deres hverdag, eller hvor deres familie af forskellige årsager ikke er i stand til at tage sig af dem. Børn som ikke kan drage nytte af vores skoletilbud, fordi deres hverdag er så kaotisk og utryg, og som har hårdt brug for et sted, hvor de kan opleve at føle sig støttet, værdsat og passet på for at kunne vokse sig store, sunde og stærke – både fysisk og mentalt.
Hvem hjælper børn med handicap?
Gennem mange års opsøgende arbejde har vi erfaret, hvordan personer med handicap ikke får den støtte, de har krav på fra det offentlige, og ikke kender deres rettigheder. 75% af børn med handicap går ikke i skole, og dem, der gør, ender typisk med at droppe ud grundet diskrimination samt undervisning og faciliteter, der ikke imødekommer deres særlige behov. De går derfor hjemme med forældrene hver dag, som hindres i muligheden for at tjene penge grundet intensiv børnepasning, og som risikerer at ende i ekstrem fattigdom. Dét vil vi være med til at ændre på med kostskolens handicapafdeling, der gennem inkluderende undervisning og alternative metoder til stimulering og udvikling har til formål at styrke børnenes sociale og faglige kompetencer, så også de kan få mulighed for at leve sunde, produktive og udfoldelsesrige liv.
Hvad koster det at realisere drømmen?
Vi begyndte at spare sammen til drømmen om vores helt egen kostskole i begyndelsen af 2020. På kontoen står nu 3.320.000 kr., men der er et godt stykke til, at vi er i mål. Vi har nemlig estimeret, at det vil koste omkring 8 millioner at etablere et trygt, kærligt og kapacitetsopbyggende hjem for 235 børn med og uden handicap, og for at nå dertil søger vi over de næste tre år partnerskaber med fonde, virksomheder og privatpersoner.