3000 indiske børn frarøves livet hver eneste dag af helbredelige sygdomme

Alle har ret til et sundt liv

Et godt helbred er forudsætningen for at kunne deltage i skolegang, bryde den sociale arv og blive til bidragende samfundsborgere. Gadens børns mission om at give børnene det bedst mulige udgangspunkt for at etablere en fremtid for dem selv væk fra gaden, er blevet et udgangspunkt for alle projekterne i Kolkata, og også for mobil klinikkerne som har taget fat på det massive behov for sundhedshjælp som de uhygiejniske leveforhold skaber hos børnene.

Hurtig, effektiv og værdig behandling på stedet

Formålet med sundhedsprogrammet er at bidrage til at øge sundheden og reducere dødeligheden blandt Kolkatas gadebørn. Omkring 3.000 indiske børn fratages livet hver eneste dag, hvilket svarer til mere end to børn i minuttet. De dør typisk af sygdomme, der let kan behandles, men grundet fattigdom, manglende oplysning og uværdig behandling på landets offentlige hospitaler får de ikke den hjælp, de behøver, i tide. Netop det skal sundhedsprogrammet være med til at ændre på gennem de to mobile sundhedsklinikker, der opsøger børnene, hvor de bor, sover og lever med gratis sundhedstjek, medicin, vacciner og oplysning om god hygiejne, smittespredning, sårpleje og generel sundhed. Dette for at udruste forældrene med viden om faresignaler, men også for at søge at forebygge sygdomme og epidemier blandt børnene, så ingen behøver at nå derud, hvor de svæver mellem liv og død.

At tage fat ved roden af problemet

Når man arbejder i et land, hvor behovet er enormt, men ressourcerne begrænsede, er det afgørende at investere i at forebygge de forhold, der skaber behovet, og ikke blot imødekomme det. At tage fat ved roden af problemet er derfor central i udviklingen af alle projekterne som vi støtter i Kolkata, da det er ved at gøre det, at ressourcerne rækker længst, og de kan hjælpe flest muligt børn til en sund barndom og mulighedsrig fremtid.

LRM_EXPORT_60613841268698_20191015_162522943.jpg

En udvidet førstehjælpskasse

I juli 2019 kom den første mobile sundhedsklinik på gaden. Denne fungerer som en slags udvidet førstehjælpskasse, hvorfra de behandler mindre sårskader, brandsår, infektioner, virusser, hududslæt, bylder, lungebetændelse og diarré, der sammen med fejl- og underernæring er den helt store dræber blandt indiske børn.

Klinikken er på farten 8 timer alle hverdage fra kl. 9-17 i forskellige slumområder og drives af en farmaceut og to sygeplejersker. De assisteres af to lokale læger på skift samt en ekstra assisterende sygeplejersker, der tager med i felten for at tilse børnene og udskrive receptpligtig medicin.

Du kan læse om en dag i den rullende skadestue her.

Den mobile sundhedsklinik har kapacitet til at tilbyde sundhedstjek og behandling til 40 børn og vordende mødre om dagen. I 2023 udførte en enkelt mobil sundhedsklinik 9.792 behandlinger.

Ambulancen

I januar 2020 blev sundhedsprogrammet udvidet med en mobil enhed kvalificeret til at foretage vaccinationer og behandle mere kritiske skader i sterile omgivelser. Klinikken er bemandet på fuld tid af en lokal læge samt to lokale sygeplejersker.

Enheden er en ambulance, som vi har fået renoveret indeni for at gøre plads til, at lægen og sygeplejerskerne kan foretage konsultationer og behandlinger inde i denne. Således har vi fået indbygget to brikse, stole, skuffedarium til journaler og medicin m.v.

Selvom det i denne klinik er muligt at foretage mere dybdegående og avanceret behandling, vil der stadig være tilfælde, der kræver behandling og evt. indlæggelse på et hospital. For at minimere hospitalsudgifterne ønsker vi på sigt at støtte Missionaries of the Word i at åbne deres eget mini børnehospital, hvor deres team selv kan indlægge børnene og tilbyde dem omgående behandling.