”Jeg sidder her i min dejlige lejlighed og spiser min morgenmad af en lidt for dyr skål. Jeg kigger ud over København, skønne København. På fortovet foran mig går en lille familie. Et lykkeligt par med deres spritnye luksus barnevogn. Den har det hele. Den har en masse smarte funktioner, og så er den tæt pakket med babyudstyr af bedste kvalitet. Inde i vognen blandt puder og dyner ligger den lille velnærede baby. Fuldstændig uvidende om, hvor heldig han er. Han har en mor og en far, som elsker hinanden, og ikke mindst elsker de ham. De har valgt hinanden, og de har valgt ham. Han er et vaskeægte ønskebarn og for dem en kæmpe velsignelse.

Ved dette dejlige syn, kan jeg ikke lade være med at tænke på min veninde i Indien. Hun er 17 år, bor på Sealdah Station og er snart mor til to. Hver dag går hun med dårlig samvittighed over, at hun ikke er i stand til at tage sig af sin datter på snart et år. Hendes største ønske er at få råd til et lille slumhus, hvor hun kan bo med sin mand og sine snart to børn.

Hver søndag besøger hun sin datter på det hjem, der tager sig af hende. Hun får lov at tilbringe en enkelt time i et besøgslokale med hende. Hvis hendes mand er i godt humør, kan han overtales til at tage med. Dog sidder han bare og sover i hjørnet og venter på, at han kan komme “hjem” igen.

Hver uge sparer hun sammen til et lille stykke tøj, som hun kan give sin datter, når hun kommer på besøg på hjemmet. Sidst, jeg var med hende, blev det til en lille fin blomsterkjole til 15 rupees (1,5 kr.). Det hjælper lidt på hendes dårlige samvittighed.

I foråret blev hun gravid igen. Hun var ikke et sekund i tvivl om, hvorvidt hun ønskede at beholde barnet. Hun sagde til mig “jeg kan jo ikke få et barn mere, før jeg kan tage mig af det, jeg allerede har”. En meget stor erkendelse for en pige som hende! Hun søgte hjælp til abort på det offentlige hospital. Her blev hun mødt med et hårdt nej og en masse dømmende blikke. Abort er ikke lovligt i Indien, og det kunne derfor ikke lade sig gøre på lovlig vis. Hun overvejede en lang række muligheder, hvorpå hun kunne forgifte sig selv med håndkøbsmedicin og dermed måske udskille fosteret. Dog endte beslutningen på ikke at tage risikoen og i stedet beholde barnet.

Jeg ved, at hun allerede elsker det lille liv i hendes mave, men for hende er det ikke et ønskebarn. Det er ikke et valg, hun har taget om familieøgelse. Ingen har nogenside lært hende om prævention. Ingen har nogensinde lært hende om graviditet og konsekvenserne ved at få et barn. Dette barn er for hende et job. Endnu en udfordring i hendes hårde hverdag.

Nu er hun snart halvvejs i sin graviditet. Jeg håber, at hun trods omstændighederne, er begyndt at glæde sig til at få endnu en lille guldklump. Jeg håber, at hendes mand støtter hende og hjælper hende gennem processen. Jeg håber, at han er stoppet med at bruge nætterne på at stjæle fra sovende passagerer i togene og i stedet bruger dem på at passe på hende, når hun sover. Det er ikke altid let at være alene kvinde om natten på stationen. Jeg håber, at han vil være en kærlig far for det næste barn, og at han ikke vil yde vold mod hverken hans kone eller børnene. Jeg håber, at de kan tage afstand fra rusmidler som alkohol, lim og stoffer, særligt mens hun er gravid og ammer. Men mest af alt håber jeg, at de altid vil lade Gadens Børn være tætte på dem, så vi kan hjælpe dem så godt, vi kan.

Det er ca. en måned siden, at jeg forlod Indien som frivillig. En del af mit hjerte vil altid være hos alle de børn og unge, som lever på gaden og i slummen i Kolkata. Jeg savner dem så ubeskriveligt meget i min hverdag. Jeg savner at kunne være der for dem i de svære tider. Jeg savner at kunne give dem en krammer, et kys på panden og sige, at det hele nok skal gå (selvom jeg til tider kunne være i tvivl). Jeg savner at løbe dem i møde til en stor gruppekrammer, når jeg om morgenen kom for at tage dem med i skole.

Den glæde og kærlighed, som de har givet mig det halve år, jeg har tilbragt med dem, er der ingen, der nogensinde kan tage fra mig. Ingen kan nogensinde erstatte den følelse, de gav mig indeni. Aldrig har jeg følt mig så ønsket og værdsat. Det er et hul, som er svært at fylde ud.

Det er svært at være taknemmelig for alt det, vi har, når jeg bare synes, at verden er så uretfærdig. Jeg forsøger at sætte pris på de små ting i hverdagen og gør mit bedste for at bruge noget af alt den kærlighed, børnene har givet mig på at gøre noget godt, hvor jeg er nu.”