Kritik i Weekendavisen
Den 2. september 2022 bragte Weekendavisen en artikel, hvori Gadens Børn blev kritiseret for en række forhold. På en ekstremt ensidig og unuanceret måde, hvor Gadens Børn stort set ingen stemme fik, blev vi kritiseret for at afholde falske indsamlingskampagner, at udskrive usunde mængder antibiotika til små børn, at vores skoler ikke giver børnene en uddannelse, og ikke at have vores tilladelser på plads og således drive en ulovlig NGO.
At nogen kan være uenig med mig eller min måde at drive Gadens Børn på, både må og kan jeg acceptere, men at blive udstillet som om, at mit og Gadens Børns arbejde og indsats ikke handler om at forbedre kårene for børnene i Kolkata, var ubeskriveligt smertende og sårende. Ikke mindst fordi det faktuelt forkert.
Jeg og Gadens Børn er præcis det, vi altid har udgivet os for at være. Alt, hvad vi gør og nogensinde har gjort, er for børnene, og jeg har viet hele mit liv til at sikre, at de får et bedre, sundere og tryggere liv. Vi er nået så langt på vejen mod dette mål takket være alle dem, der har troet på og haft tillid til os og vores projekter. Denne tillid tager vi ikke let på. Den værner vi om med stor ydmyghed og forvalter den med største omtanke.
I Gadens Børn ser vi det som vores fornemmeste opgave at forvalte de midler, vores bidragsydere betror os med, med størst mulig omhu og respekt til fordel for flest muligt børn. Vi er ikke perfekte, men vi gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har til rådighed – og når man har valgt at indrette sig som os med kun to – og fra december 2022 tre – ansatte på kontoret i Danmark til den absolutte minimumsløn for at holde de administrative omkostninger helt i bund – er de naturligvis begrænsede. Derfor gjorde det også ekstra ondt på mig at blive beskyldt for svindel, da der ikke er noget, der betyder eller er mere vigtigt for os end at vende hver en krone – og fortsætte med dette uanset, hvor store vi måtte blive.
Vi bruger aldrig en krone uden først at have undersøgt alle muligheder for at få det doneret, og netop derfor kan vi bl.a. afholde vores årlige velgørenhedsgalla for 300 gæster til en udgift på kun 4.248 kr. i 2022 og 4.250,96 kr. i 2021 med et samlet overskud på 4.961.282,04 kr. De administrative udgifter til den generelle drift af organisationen, som det ikke har kunnet lade sig gøre for os at få doneret – herunder indsamlingstilladelse, PBS gebyrer, internet, alarmsystem og forsikring af vores genbrugsbutik samt lønninger i Danmark og Indien – er vi 100% transparente omkring på forsiden af vores hjemmeside.
Vi har været så privilegerede at have mange dygtige folk omkring os til at rådgive, vejlede og sparre med os på rejsen – både i form af vores advisory board, bestyrelse og eksterne specialister i både Danmark og Indien. I tæt samarbejde med dem har vi haft brug for at finde frem til, hvad der har ledt til kritikken og forholde os til denne, så vi fremover kan arbejde endnu bedre og stå endnu stærkere for børnene. Vi har været hver en lille detalje igennem og tilrettelagt grundlaget for vores fremtid. Dette vil vi gerne dele med jer og samtidig benytte lejligheden til at adressere og nuancere kritikken, da forholdene er meget mere komplekse, end artiklen foreligger.
Det, der gør mest ondt, er, at vi ikke kan forhindre, at en artikel som denne sår tvivl og medfører skepsis – uanset hvad der er op eller ned. Således vil den unægtelig komme til at skade børnene og begrænse det mulighedsrum, vi giver alt, hvad vi har for at udvide for dem hver eneste dag. Børn, som har været udsat for så meget svigt i deres liv, og som Gadens Børn har hjulpet til en tilværelse, der kan bringe dem væk fra mere svigt og fortsat fattigdom. Denne tilværelse bringer artiklen i fare, og det er en stor sorg for alle os i Gadens Børn. Det eneste, vi kan gøre, er at informere og lave yderligere tiltag for at skabe endnu mere gennemsigtighed – og det har vi gjort.
Samtidig glæder vi os over de mange varme tilkendegivelser, vi i vid udstrækning har modtaget fra vores samarbejdspartnere, hvis fortsatte støtte og tillid til os betyder alverden.
Falske indsamlingskampagner
I maj 2022 begyndte Daniel Stigsnæs, CFO i Jan Nygaard A/S, at varetage bogføringen i Gadens Børn. Bogføringen har tidligere været varetaget af frivillige bogholdere, men i takt med at Gadens Børn er vokset, har der været behov for en mere omfattende bogføring, som Jan Nygaard A/S sponsorerer.
Revisionen af vores årsregnskab har imidlertid været varetaget af Danmarks og verdens største revisions- og rådgivningshus, Deloitte pro bono siden 2014. Deres kompetence er en stor tryghed for os og de sponsorer, der betror deres midler til Gadens Børn, og år efter år har Deloitte godkendt Gadens Børns årsregnskab uden anmærkninger.
Som et led i overgangen til en mere omfattende bogføringspraksis foretog vores nye bogholderi og Deloitte en gennemgribende kontrol af både den daglige drift og tilrettelæggelsen af dokumentation i forhold til myndighedskrav i forbindelse med udarbejdelsen af årsregnskabet for 2021. De udførte de nødvendige tilpasninger i forhold til gældende regler og lovgivning, og årsrapporten for Gadens Børn er anmærkningsfri.
Overdragelsen af materialet til aflæggelse af årsregnskabet til den nye bogholderifunktion så tæt på fristen for indlevering af årsregnskabet bevirkede en forsinkelse i udarbejdelsen af dette, hvorfor Gadens Børn bad om udsættelse. Dertil kommer, at revisionen, ligesom størstedelen af Gadens Børns administrative udgifter, er doneret til organisationen, hvorfor regnskabet prioriteres efter Deloittes betalende kunder.
Daniel Stigsnæs har gennem de sidste 8 måneder haft en god dialog med Civilstyrelsen omkring de såkaldte falske indsamlingskampagner, som vi har leveret al forespurgt dokumentation af indtægter og udgifter for. I artiklen blev Gadens Børn bl.a. beskyldt for at have indsamlet flere midler til nødhjælp under lockdown i forbindelse med Covid-19 end anvendt. At estimere nøjagtigt, hvor mange midler der er behov for i forbindelse med en ukendt krisesituation som denne, hvor ingen kunne vide, hvor længe lockdown ville fortsætte, er ikke muligt. Vi uddelte imidlertid 3.591 madrationer til en uge af
gangen til fire personer i vores indsatsområder under lockdown, svarende til over 100.000 måltider, og bad om samtykke hos bidragsyderne til at gemme det resterende beløb i en akutpulje til brug ved kommende sager. Samme procedure gjaldt i forbindelse med indsamlingen til et høreapparat til drengen James, hvis mor efterfølgende besluttede, at han ikke måtte få det. Sådanne problematikker er uundgåelige, når man har med mennesker og udefrakommende faktorer at gøre, men at midlerne ikke kan anvendes som tiltænkt, gør ikke kampagnerne falske. Vi oplyser altid vores bidragsydere om de eventuelle udfordringer, vi oplever i forbindelse med anvendelsen af deres donationer, og vi sadler aldrig om uden at bede om samtykke – og pengene går ALTID til børnene.
I december 2022 fik Gadens Børn desuden godkendt og forlænget vores indsamlingstilladelse af Indsamlingsnævnet. Et nævn inden for Civilstyrelsen, der giver tilladelse til indsamlinger og fører kontrol med, at de indsamlede midler anvendes efter formål.
Hertil skal det nævnes, at Gadens Børn desuden er medlem af indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO, der bl.a. har til formål at sikre, at medlemsorganisationerne overholder de etiske retningslinjer gennem løbende kontrol. Vi er medlem, da vi ser det som vores fornemmeste opgave, at vi gør tingene efter bogen og forvalter de midler, vi får betroet med størst mulig omhu.
Uddannelses- og Sundhedsprogram
Gadens Børns Uddannelses- og Sundhedsprogram blev i artiklen også udsat for kritik. To programmer vi er meget stolte af, og som gør en kæmpe forskel i livet for Kolkatas gadebørn hver eneste dag.
Certifikat
I artiklen bliver Gadens Børn kritiseret for ikke at give børnene en "kvalitetsuddannelse,” da de intet certifikat får for deres tid på skolen. Det er korrekt, at Gadens Børn ikke kan tildele eleverne certifikater, fordi vores skoler er NGO skoler, men dette er ikke ensbetydende med, at børnene ikke får et certifikat. I Indien er der nemlig et åbent skolesystem, hvor man kan gå ind fra gaden og tage sin afsluttende eksamen. Det hjælper og støtter vi børnene i (også økonomisk), når vores lærere vurderer, at de er klar til dette.
Hele pointen med at bygge egne skoler er, at børnene på de offentlige skoler netop ikke får en kvalitetsuddannelse. Lærerne på disse skoler har hverken ressourcerne eller kompetencerne til at tilbyde børn med særlige behov den hjælp og støtte, de har brug for, og resultatet er, at de falder igennem i undervisningen og mister troen og håbet på, at også de kan få den uddannelse, der er så afgørende for et liv væk fra gaden og ud af fattigdom.
Størstedelen af eleverne på vores skoler klarer sig over landsgennemsnittet i deres eksamener, som de tager på statslige vilkår. Det gør de især fordi, deres lærere ikke blot er fagligt dygtige, nytænkende og inkluderende i deres undervisning, men også har stærke pædagogiske kompetencer med tanke og øje på børnenes individuelle niveauer og indlæringsbehov. Vores lærere er ikke kun børnenes undervisere, men også deres omsorgspersoner. Størstedelen af eleverne har aldrig gået i skole før, de startede hos os. Derfor har vores undervisningsforløb fra dag ét haft afsæt i en holistisk tilgang med blik for alle de parametre, der har en indvirkning på barnets indlæring. På vores skoler bliver eleverne desuden undervist i helt grundlæggende sociale færdigheder.
Størstedelen af børnene på vores skoler er imidlertid indskrevet på offentlige skoler sideløbende med deres studier i Gadens Børns skoler, da de herigennem får adgang til en række offentlige tilbud – herunder cykler til transport til og fra skole samt et stipendium på 25.000 rs. (2.000 kr.) til piger, når de dimitterer fra 12. klasse. Dette støtter vi dem i og indretter vores skolers åbningstider herefter for at sikre, at de får det bedste fra begge verdener.
Antibiotika
I artiklen bliver Gadens Børn kritiseret for at udskrive usunde mængder af antibiotika til børn. Det, der imidlertid er helt centralt at pointere i denne forbindelse er, at det ikke er muligt at sidestille behandling i Danmark med behandling i Indien. I Indien har man generelt haft en mere liberal holdning til at udskrive antibiotika, hvilket gør antibiotikaresistente bakterier til et stort problem. Det er ikke børnene, der risikerer at blive resistente ved at få antibiotika, som de frivillige medicinstuderende udtaler i artiklen. Derimod er det de bakterier, de inficeres med, der i forvejen er antibiotikaresistente. Derfor er det i mange tilfælde nødvendigt at benytte mere bredspektret antibiotika, idet den antibiotika, som vi anvender i Danmark, ofte vil være uvirksom. En restriktiv holdning til brugen af antibiotika hos Street Children.DK vil bevirke, at barnet potentielt underbehandles, hvilket i værste tilfælde kan have et dødeligt udfald.
Hvor man i Danmark i mange tilfælde vil vælge at se tiden an, inden man igangsætter behandling med antibiotika, kan følgerne af denne beslutning være fatale i arbejdet i slummen. Mange af de børn, vi behandler i klinikken, er ikke vaccineret, som børnene i Danmark, og således kan infektioner udvikle sig fatalt, hvis vi ikke hurtigt får slået dem ned. Kommer et barn således i klinikken, hvor der kan være mistanke om f.eks. lungebetændelse, sætter vi behandlingen i gang, for det modsatte kan være dødeligt. Dertil kommer, at det ikke er sikkert, at barnet kommer igen, hvorfor vi bliver nødt til at handle, når vi har muligheden.
I Danmark vil man normalt foretage dyrkning og resistensbestemmelse ved en infektion for at fastlægge behovet for antibiotika. Dette tillader vores arbejde i slummen desværre ikke grundet infrastrukturen, og behandlingen bestemmes derfor ud fra symptomer og det sundhedsfaglige personales kendskab til udbredte infektioner og de resistensmønstre, der er udviklet her. For at sikre kompetencen på dette område ansatte vi i begyndelsen af 2021 en farmaceut, der blandt andet har arbejdet for Læger uden Grænser og er specialiseret i antibiotikaresistente bakterier for derved at sikre opmærksomheden på denne problematik i vores klinikker.
Således er det korrekt, at vi i Gadens Børns sundhedsprogram udskriver mere antibiotika, end man ville gøre i Danmark, og der bliver potentielt udskrevet antibiotika i tilfælde, hvor dette kunne undværes. Men alternativet er værre, og vi sætter vores lid til vores uddannede og højst kompetente læger og sygeplejerskers faglige vurdering, som vi aldrig har haft grund til at betvivle.
Udover behandling arbejder teamet målrettet med forebyggelse gennem oplysning af mødrene i slummen om god hygiejne, smittespredning, sårpleje og generel sundhed for derigennem at udruste forældrene med viden om faresignaler og forebygge sygdomme og epidemier blandt børnene. Læs evt. mere her.
Ulovlig NGO
Gadens Børn er en dansk registreret NGO, der indsamler midler til støtte af projekter til gavn for gadebørn i Kolkata, Indien. Gadens Børn blev stiftet som velgørende forening den 28. november 2012, og blev henholdsvis d. 21. januar 2013 og d. 1. januar 2017 godkendt af SKAT efter ligningslovens § 8A og § 12, stk. 3, der bevirker, at foreningen kan tilbyde skattefradrag til gavegivere og medlemmer. Gadens Børn har desuden en indsamlingstilladelse, der tillader os at indsamle midler i Danmark til fordel for projekter for gadebørn i Kolkata. De indsamlede midler anvendes endvidere til at drive og opretholde en effektiv organisation i Danmark, der understøtter og udvikler hjælpearbejdet i Kolkata.
Som dansk registreret NGO er det ikke tilladt selv at drive projekter i Indien, hvorfor de projekter, Gadens Børn indsamler midler til, har været drevet via vores indisk registrerede “søsterorganisation”, Street Children.DK siden 2014. Her åbnede det første projekt, sponseret af Gadens Børn, ud af i dag 12, der hver dag hjælper 1200 indiske gadebørn til en sund, tryg og mulighedsrig fremtid væk fra gaden gennem adgang til kvalitetsuddannelse, sundhedsydelser, daglige måltider, tryghed og omsorg. Læs mere om projekterne her. Således hverken må eller skal Gadens Børn have tilladelser i Indien eller Kolkata.
I september 2020 under Covid-19 pandemien annullerede de indiske myndigheder 28.000 FCRA (Foreign Contribution Regulation Act) tilladelser med henvisning til mistanke om udbredt hvidvaskning. Herunder skærpedes reglerne for modtagelse af udenlandske donationer, der for Gadens Børn udløste direkte udfordringer i forhold til samarbejdet med Street Children.DK og finansiering af projekterne i Kolkata. Street Children.DK skulle genansøge samtidig med tusindvis af andre NGO’er, hvilket betød uendeligt lange sagsbehandlingstider. Det var i denne forbindelse, hvor samtlige etablerede og normale forretningsgange for Street Children.DK blev bremset, på et højst kritisk tidspunkt, at jeg så mig nødsaget til at operere efter gældende nødretsbestemmelser.
Ny lokal samarbejdspartner i Kolkata
Under kyndig vejledning af Rishi Khator, Managing Partner i revisionshuset Chunder Khator & Associates, der er specialiseret i rådgivning og revision af NGO’er gennem 28 år, og Shailendra Patel, CEO i Sophia Akash Foundation, der støtter og rådgiver mindre NGO’er med at etablere sig og udvikle vedvarende og bæredygtige løsninger, afsøgte vi nye veje for at få hjælpen frem til børnene. Vi udarbejdede en handlingsplan for, hvordan vi bedst muligt kunne få bragt de aktuelle udfordringer i orden, og i november 2022 indgik vi et partnerskab med den indiske organisation, Missionaries of the Word, der siden da har varetaget driften af projekterne i Kolkata i tæt samarbejde med os.
Missionaries har gennem 27 år arbejdet for at skabe muligheder for udsatte og hjemløse børn i Kolkata, og deres FCRA godkendelse kan ses her. De driver bl.a. en kostskole, hvor Gadens Børn siden 2018 har sponseret ophold og skolegang for i dag 44 af de hårdest ramte og mest udsatte børn med akut brug for at komme væk fra gadens barske og udnyttende realiteter.
Gadens Børn er uafhængig af politiske og religiøse interesser, og det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at Missionaries of the Word ikke er en religiøst funderet organisation og ikke forkynder nogen specifik religion. Navnet henviser til organisationens formål om at forkynde budskabet om værdien af uddannelse i direkte tråd med Gadens Børns overbevisning om uddannelse som det stærkeste redskab til et liv væk fra gaden og ud af fattigdom.
Er der nogle spørgsmål eller nogen som helst tvivl, så står jeg, Pia Lindell Qwist, til jeres fulde disposition.
De kærligste hilsner,
Pia Lindell Qwist
Stifter & Generalsekretær