Claudia Sosniecka fortæller om sin tid som frivillig i Gadens Børn

 

“Et af de spørgsmål, som jeg fik stillet oftest, efter jeg kom hjem som frivillig hos Gadens Børn i Indien, var: ”Hvordan var det?”

Jeg synes personligt, at det har været meget svært at sætte ord på min oplevelse. Turen var mere end fantastisk og utrolig livsbekræftende – en oplevelse, som på mange måder har givet mig så meget og været med til at ændre ting i mit liv. Selvfølgelig var det også hårdt – og der var dage med barske oplevelser.

Hvor meget jeg end har prøvet at beskrive mine oplevelser og følelser omkring mit ophold som frivillig for min familie og venner, har det været svært at give en autentisk beskrivelse, som andre har kunnet sætte sig ind i og forstå. Det er svært at beskrive duften af den virkelig fugtige varme, de flere hundrede mennesker på Sealdah Station og den følelse, jeg fik, når jeg blev mødt af de skønneste børn, som bare venter på, at Gadens Børns frivillige kommer på togstationen.

I lang tid har jeg gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg bedst kan beskrive min tid som frivillig hos Gadens Børn. Det har ikke været let. Det er nu snart 9 måneder siden, jeg kom hjem – og det er gået op for mig, at der findes ingen ord, der skal beskrive min oplevelse.

Der er dog ét ord, som hele tiden dukker op i mine tanker, og det er: k æ r l i g h e d. Det er det stærkeste og mest sigende ord, jeg kan komme i tanke om – og som bedst beskriver livet som frivillig hos Gadens Børn i Kolkata.

Kærlighed giver os en følelse af, at vi lever. Kærlighed er med til at knytte et menneske til et andet. Det er den kærlighed, som findes Sealdah Station. En kærlighed, som giver dig lysten, motivationen og styrken til at kæmpe for andre. Jeg tror på den kærlighed, som alle frivillige hos Gadens Børn giver børnene. Den giver børnene håb og følelsen af, at de lever, og at der findes mennesker, som vil dem det bedste. Den kærlighed, børnene giver os frivillige, er ubetinget. Børnenes kærlighed er med til at gøre de lange og mere barske dage nemmere at komme igennem.

De sidste par uger af mit ophold i Kolkata var så hårde og lange – men børnenes kærlige smil gjorde, at jeg kunne klare disse dage og stadig gøre mit bedste.

Opholdet som frivillig giver dig et andet perspektiv på livet og giver dig så mange oplevelser, som du kan tage med på din vej videre i livet.

Jeg er både stolt og taknemmelig over at have været frivillig hos Gadens Børn. Jeg vil til enhver tid stå klar med alt det, jeg kan for at hjælpe igen. Jeg har en stor respekt for alle, som gør en forskel – om den er lille eller stor. Selv en lille håndsrækning kan gøre en stor forskel for andre. Min tid som frivillig har bekræftet mig i, at der er håb, så længe vi tror på det.


En stor tak til Gadens Børn for at have givet mig denne oplevelse. Tak til alle dem, som støtter Gadens Børn, når der er brug for hjælp. I er de mest fantastiske mennesker! Til sidst en stor tak til Pia! Du er den sejeste, jeg kender. Jeg har så stor respekt for dig og det kæmpestore arbejde, du gør. Du ved, hvad der skal til for at gøre en mærkbare forskel.”

— Claudia, frivillig i Kolkata i 2017