Han var 9 måneder gammel og havde sår over det hele, hostede og var så afkræftet. Vi måtte virkelig overbevise moren om, at hendes baby ikke ville overleve, hvis vi ikke fik ham på hospitalet. Trods alt hvad vi gjorde, ville hun ikke – men vi blev ved, indtil hun sagde ja. Dog med den betingelse, at han ikke måtte indlægges. Vi tog afsted sammen med 2 andre børn fra stationen kl. 23.00 om aften.

Det var meget presset, og i 40 graders fugtig varme måtte vi vandre og små-løbe med den lille dreng i Sealdah Stations beskidte platforme med rotter og skrald over alt. Det var kaos at få en taxi med den lille baby på armen, som hostede hele tiden. Når han ikke hostede, var vi bange for, om han var ved at glide væk fra os.

På det første privathospital var lægen gået hjem, så blev vi henvist til et andet hospital. Private Institute of Child Health, der havde 24 timers åbent, og de tog os ind.

Lægerne sagde, at han skulle indlægges med det samme, da han ville ikke overleve, hvis han ikke fik hjælp. Men vi måtte ikke indlægge Fighter ikke for moren. Vi havde en aftale med hans mor, og den overholdte vi. Derfor tog vi en taxi tilbage igen til moren på stationen, men inden måtte vi finde et apotek kl. 02.00 om natten og lave mælk i en sutteflaske, som vi købte. Vi sad på et fortorv med en døende, lille dreng, hvor vi prøvede at sprøjte lidt væde i hans mund.

Han ville ikke indtage væske, men bare den lille smule, han fik, hjalp. Vi tog tilbage på stationen og fortalte moren til Fighter, at hendes lille dreng skulle have hjælp med det samme. Han var 9 måneder gammel og vejede kun 2 kg.

Til sidst sagde hun ja, men først næste morgen. Puha, den var hård! Vi ville afsted med det samme, men vi kunne intet gøre. Hun græd, og hun var bange for, at lægerne ville tage hendes baby, men det lovede vi, at de ikke ville gøre. Vi måtte fortælle hende, at hun var den bedste mor i verden og give hende et stort knus. Tilliden hun gav os med hendes lille dreng var unik, og vi fik lov til at hente ham dagen efter.

Vi stod kl. 08.00 næste morgen på perronen og fik ham med til hospitalet sammen med en af hendes andre børn. Vi kom afsted til hospitalet og fik betalt for indlæggelse, seng nr. P34. Vi købte medicin, tøj, bleer, modermælk og et tæppe, så han ikke frøs.

Han fik hjælp, og vi var så lykkelige, at det kan næsten ikke beskrives, det vi følte inden i. Det var en kæmpe sejr og vild glæde. Vores lille Fighter fik den pleje han havde brug. Vi afventede diagnosen fra lægen, og han havde heldigvis ikke HIV.

I dag er Fighter en rask og glad dreng med masser af energi.