”Jeg er en tidlig morgen på vej på arbejde som sygeplejerske i Danmark. Fuglene synger, og de første forårsblomster er så småt ved at springe ud. Jeg går op på afdelingen, som jeg til dagligt arbejder på, kigger mig omkring og lægger oprigtigt for første gang mærke til alle de fyldte skabe med alle former for medicinsk udstyr, som vi er så privilegeret at have til rådighed på danske hospitaler. Der er pænt og rent, og vi er alle klædt i hvide kitler. I samme øjeblik tænker jeg tilbage på min hverdag som sygeplejerske i Indien, hvor dagene derimod begyndte med at fylde en rygsæk med det mest nødvendige medicinske udstyr til at behandle børnene i slumområderne. I Indien er det hverken fuglesang eller smukke blomster, man ligger mærke til som det første, når man går ud af sin dør om morgenen. Her er det, det ene slumområde efter det andet med huse bygget af affald, børn i alle aldre, der løber rundt på bare tæer i al slags vejr og voksne mennesker, som bader i floder og kloakvand for at vaske gårsdagens hårde og beskidte arbejde af.

Efter jeg er kommet hjem, har jeg ikke kunne slippe tanken om vilkårene i Indien. Bl.a. deres sundhedsvæsen, som desværre kun er berettiget de mennesker, som har penge eller status. Der findes ikke et sikkerhedsnet i samfundet til at tage sig af en i svære tider, hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. I Indien er man overladt til sig selv og sin egen skæbne. Uanset om man er et barn eller voksen.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på en af børnene i Indien. Han er halvandet år nu og har allerede oplevet og mærket mere elendighed og svigt, end vi herhjemme kan forestille os. Han bor på togstationen på perron 14 sammen med sin storesøster og mor. Hans to brødre er på børnehjem. Et børnehjem, som samarbejder med Gadens Børn og giver børnene mulighed for en lys fremtid væk fra gaden. Han er for lille til at forstå den virkelighed, han er blevet født ind i, og alligevel er det så kendetegnene for alle gadebørnene uanset deres alder, at de et eller andet sted udmærket godt ved, hvilken fremtid og vilkår der venter dem. Deres blikke er tomme, og det samme er hans.

Hans storesøster er kun 12 år, og alligevel agerer hun som mor for ham. Hun mader ham, bader ham, skifter ham, trøster ham og passer på ham, samtidig med at hun selv kun er et barn, som i den grad også har brug for nærvær og kærlighed. Deres mor arbejder på alle tidspunkter af døgnet, og deres far er i fængsel. Det eneste de har, er hinanden. Og for dem har det aldrig været anderledes. Jeg kan huske en aften, hvor jeg besøgte storesøsteren på stationen og fortalte hende, hvor beundringsværdig jeg oplevede hendes vilje og styrke, og hvor stolt jeg var over det ansvar, hun pådrog sig for sin lillebrors ve og vel. Det eneste svar, jeg fik tilbage, var: ”men jeg har jo aldrig prøvet andet”. Netop den sætning siger alt om livet som gadebarn i Indien. Det er hårdt og barskt, og ingen børn burde opleve det, som de gør.

Det mest fantastiske ved børnene er deres glæde. Glæden for det de har, om det er en træpind eller en sten, så finder de tusindvis af forskellige måder at lege med det på. Og når de så en sjælden gang har skrabet penge sammen til en pose chips ved at tigge på gaden, så er det første, de gør at tilbyde dig halvdelen. Sommetider kan det endda virke fornærmende og sige nej tak, for det betyder lige så meget for dem at dele, hvad de har med dig, som det betyder for dig at dele, hvad du har med dem. Det er en tankegang og en væremåde, som vi i Danmark kan lære så meget af, og jeg er så stolt og glad for at have haft muligheden for at opleve det på egen hånd.

Det er allerede 3 måneder siden, at jeg forlod Indien, og alligevel føles det som om, at det var i går, jeg sagde farvel til børnene. Jeg kan stadig høre børnenes grin og mærke deres hænder i mine, når jeg lukker øjnene. Og jeg håber, at det altid vil være sådan.

Jeg ved at vi ikke kan redde alle, men dem vi hjælper, mærker en forskel.”