Frivillige sygepleje- og medicinstuderende søges til Gadens Børns mobile sundhedsklinikker i Kolkata

Er du eventyrlysten, ansvarsfuld og fleksibel, og brænder du for at bidrage til Gadens Børns mission om at reducere dødeligheden og øge sundheden blandt Kolkatas gadebørn? Så er det måske dig, vi er på udkig efter!

Hvem er vi?

Gadens Børn er en non-profit organisation, der arbejder for at hjælpe børn, der lever på gaden i Kolkata, Indien, til en sund, tryg og mulighedsrig fremtid væk fra gaden gennem adgang til kvalitetsuddannelse, sundhedsydelser, daglige måltider, tryghed og omsorg. Organisationen blev stiftet i 2012 og driver i dag 12 projekter i Kolkata, der omfatter tre skoler, to mobile sundhedsklinikker, et baby- og mødrecenter, aktivitetscentre i diverse slumområder, et kommende pigehjem m.v. Du kan læse mere om vores projekter her.

Hvem er du?

Vi søger både studerende og færdiguddannede sygeplejersker og læger, gerne med erfaring fra felten, til bemanding af vores to mobile sundhedsklinikker, der tilbyder effektiv, professionel og omsorgsfuld behandling, der hvor børnene bor, sover og lever. Klinikkerne drives af en intensivsygeplejerske fra Danmark med over 10 års erfaring, som vil lede og koordinere din udstationering.

I klinikkerne vil du i tæt samarbejde med vores lokale sundhedspersonale – der tæller to læger, to sygeplejersker og en tolk – opsøge børnene med sundhedstjek, behandling af infektioner, sår, forbrændinger, hududslæt, bylder, diarré m.v., udlevering af medicin, samt oplysning omkring god hygiejne, sårpleje og generel sundhed. De fleste sager vil være ufarlige, men du kan også komme til at stå i situationer med børn, der svæver mellem liv og død, hvilket stiller krav til din evne til at udvise overblik, handlekraft og vedholdenhed.

Hvilke opgaver kan blive dine?

  • Sundhedstjek og behandlinger

  • Patientregistrering og journalføring 

  • Indkøb og udlevering af medicin til patienterne inkl. vejledning 

  • Fremme patientens selvstændighed omkring eget helbred gennem oplysning og rådgivning

  • Udbrede tillid og kendskab til klinikken gennem opsøgende arbejde

  • Hospitalsindlæggelser ved særligt alvorlige tilfælde samt løbende opfølgning på behandlingerne

Vi forventer, at du:

  • Er studerende eller færdiguddannet sygeplejerske eller læge – gerne med erfaring fra felten, men ikke et krav

  • Er interesseret i/eller har erfaring med at arbejde med børn

  • Kan holde hovedet koldt og træffe beslutninger i pressede og følelsesladede situationer

  • Kan begå dig på engelsk i både skrift og tale

  • Er ansvarsbevidst, pligtopfyldende og pålidelig ift. indgåede aftaler

  • Er selvstændig og disciplineret i dit arbejde

  • Er omstillingsparat og fleksibel ved akutte situationer

Praktisk om stillingen 

Omkostninger i forbindelse med rejsen i form af flybillet, vaccinationer, visum og forsikring selvfinansieres, mens du tilbydes gratis logi i vores treetagers frivillighus samt dækning af arbejdsrelaterede transportomkostninger i Kolkata. Tidspunkt samt perioden for udsendelsen er fleksibel, men det foretrækkes, at du kan være afsted i min. 3 måneder. Stillingen er ulønnet og arbejdstiden ca. 40 timer om ugen. Samtaler afholdes løbende.

Interesseret?

Hvis ovenstående lyder som noget for dig, vil vi meget gerne modtage dit CV samt en motiveret ansøgning på info@gadensboern.org med en beskrivelse af, hvordan netop du kan bidrage til Gadens Børns arbejde. For yderligere information og oplysninger kontakt Stifter, Pia Lindell Qwist på tlf. 40505509 eller send en mail på info@gadensboern.org.

Vi håber på at høre fra dig!