“Nu vil jeg gerne fortælle dig lidt om min dag. Jeg vågner tidligt og giver Hr. Nielson (Gadens Børns gadehund) hundemad og får ham ud at tisse. Jeg spiser noget morgenmad, drikker en hurtig kaffe, og så tager jeg gåturen ud mod hovedvejen for at nå en auto (tuk tuk) til Sealdah Station. Jeg skal nå et tog klokken 8.10, fordi jeg skal have en samtale med én af lærerne på Santoshpur Skole.

Det første, jeg møder er en tigger, der sidder lige ved billetsalget. Han sidder der tit og tigger. Hænderne er som store klumper, ingen fingre og et stort åbent sår. Han mangler halvdelen af det ene ben – og også her har han et stort åbent sår. Oveni det hele har jeg en fornemmelse af, at han også er blind.

Mit hjerte græder hver gang, jeg ser ham, og nogle gange får jeg givet ham lidt penge. Jeg tvivler dog på, hvad pengene går til, men lægger mærke til, at han har fået en ny frisure. Jeg skynder mig at købe togbilletten og løber til mit tog, som jeg akkurat når. Togturen tager ca. 50 min. Jeg sætter mine høretelefoner i og nyder musikken, imens jeg ser ud af vinduet. Det, jeg ser, når jeg kigger ud, er fattigdom – slum efter slum. Men det er smukt med alle farverne fra tøjet, der ligger og tørrer.

Efter 50 minutter er jeg endelig kommet frem til Santoshpur – en hyggelig lille muslimsk landsby uden for Kolkata. Jeg føler mig som en “alien” eller “kendis” her – ved ikke helt hvilken af delene. Hele landsbyen stirrer på mig, og dem der har mod på det råber “HELLO MADDAM”. Jeg griner og vinker tilbage. Jeg ankommer til skolen, har min samtale med lærerne, og siger hej og farvel til alle, fordi i dag skal jeg være på Sealdah Station.

Tilbage på Santoshpur togstation er jeg omringet af folk, der tigger om penge. Ved siden af mig sidder én, der mangler begge øjne og holder hænderne ud, imens han beder – det lyder som en bøn. Jeg tager toget tilbage til Sealdah Station, hvor en anden frivillig venter med en pose babytøj, som vi har fået sendt fra Danmark. Jeg har lovet det til en mor på platform 10. Hun fødte en smuk lille dreng søndag aften – på platformen. Det er svært at forestille sig at skulle føde en baby her på en så travl togstation. Hun forklarede mig, at hun gemte sig lidt til siden bagved en lille væg, så alle ikke kunne se hende. Hun takker for tøjet, men spørger, om vi også har noget varmere, da det nu begynder at blive koldt i vejret. Jeg lover hende, at det vil jeg se på og vende tilbage.

Jeg tager legetæppet ud og en masse papir, jeg har printet, som børnene kan lægge farver på. Vi sætter os ned og hygger – jeg, en anden frivillig og ca. 8 børn. Alle børnene er beskidte og nogle har stafylokokker. Vi hygger os, tager nogle billeder, og en pige får lov at lave mit hår. Senere siger vi farvel, og en af pigerne siger, at hun gerne vil starte på vores skole i morgen. Vi snakker med moren og aftaler, at vi henter pigen i morgen, og at moren er velkommen til at komme med første dag, så hun kan se, hvor hendes barn skal gå i skole. Moren accepterer, og vi vinker farvel.

Klokken er nu allerede 15, og jeg har ikke spist frokost. Jeg skynder mig til Sealdah Market. Jeg køber en Egg Roll for 2 kr. med lidt for meget chili. Så tager jeg tilbage til togstationen. Næsten 2 millioner mennesker rejser igennem Sealdah Station hver dag, så her er altid kaotisk. Imellem alt kaosset ligger en mand. Hans ben er misdannede. Han ligger helt flad på maven med kun hovedet og en arm oppe. I hånden har han en kop med mønter, som han ryster efter alle, der går forbi ham i håb om at få lidt penge.

Jeg tager til en anden platform og ser en 12-årig pige, jeg kender rigtig godt. YASMIN råber jeg. Hun vender sig og gemmer hurtig armen bagved ryggen, imens hun kommer smilende imod mig. Jeg får et stort kram og spørger hende, hvad det er hun gemmer bagved sin ryg. Vi griner begge. Vi ved begge to, hvad det er: Lim. Denne pige er 12 år gammel, har ingen forældre og sniffer lim hver dag. Det nytter intet at blive vred på hende, for det skubber hende bare væk fra os. Jeg prøver at forklare hende, hvor farligt det lim er, imens jeg krammer hende. Jeg bliver næsten selv skæv af den stramme limlugt. Jeg prøver at overbevise hende om at komme i skole i morgen. Vi får se i morgen, om vi kan finde hende.

Jeg sætter mig ned med alle børnene på denne platform. Vi sætter YouTube Bollywood sange på og synger og danser. Jeg prøver at lære en 3-årig pige nogle engelske ord. Head. Nose. Mouth. Ear. BELLY! Og jeg kilder hende på maven, og hun skriger af grin.

Jeg har købt nogle kiks, jeg hurtigt vil give til gadehunden, der har født hvalpe på platform 4. Jeg sidder og fjoller lidt med hvalpene, omringet af ca. 20 mennesker, der står og stirrer. Det er jeg vant til efterhånden. Én af de lokale spørger, om jeg har givet hundene noget mad. “Bare nogle kiks”, siger jeg. Han forklarer, at han elsker dyr og altid har ris og kød i tasken, for han ved, at de er sultne. Hundene får lækker mad, og jeg viser ham en video af en hund, jeg så med et stort åbent sår forleden. Han arbejder for Animal Aid, og han lover, at han vil prøve at hjælpe denne hund.

Klokken er blevet 16:30, og jeg må tage hjemad, for jeg har en masse kontorarbejde, jeg skal lave. Jeg tager en auto hjem, og jeg sidder nu her med en ny kop kaffe og er klar til at arbejde videre.

Det er ret surrealistisk at tænke på, at det var min virkelighed for kun et par måneder siden. At bo i Kolkata i 6 måneder var virkelig en øjenåbner. At se den hårde virkelighed, mærke den på sin egen krop. At se hvor mange mennesker, der lever under så barske vilkår. Som frivillig bliver du hurtig nødt til at forstå at du ikke kan hjælpe alle. Vi er kun en lille organisation, og vi er også kun mennesker. Vores fokus er altid børnene, som er de mest udsatte.

Mit ophold i Kolkata har ændret mig som menneske. Det var hårdt, det var barskt, det var fantastisk, og det var livsbekræftende. Det kan ikke forklares med ord. Jeg savner hver dag at komme på togstationen, hvor de sødeste børn kom løbende imod mig, imens de skreg “AUNTIE”. Jeg tænker tit på, når jeg lægger mig i min dejlige bløde seng, at i Indien ligger vores børn på den hårde asfalt og sover. Det er hårdt. Det er hårdt at komme tilbage til vores luksusliv i Skandinavien, imens børnene fortsat bor på en togstation og i slummen.

Grunden til, at jeg valgte at være frivillig for Gadens Børn, var, at jeg kunne se al den kærlighed, der var i arbejdet, og det har været ubeskriveligt at være en del af. Al den kærlighed, jeg har fået og givet tilbage til disse fantastiske børn. Jeg husker tydeligt, at jeg var lidt overrasket over, hvor meget børnene stolede på mig med det samme.

Det er en kæmpe tillid, der er blevet bygget op til Pia og Gadens Børn teamet igennem årene, og det er så vigtigt, at børnene ved, at vi altid kommer til at være der for dem. Jeg sidder tit og ser tilbage på billeder og videoer af dem og genoplever minderne. Jeg har også Skypet med børnene et par gange, hvor de spørger “AUNTIE YOU COME BACK"?”. Og JA, jeg skal 100 % tilbage for at se mine børn.”