Emil Vang om partnerskabet med Gadens Børn

“Jeg er ejer og stifter af Vang & Bar og fik først kendskab til Gadens Børn, da de skrev mig en mail og spurgte, om jeg ville sponsore en cocktailbar til Gadens Børns gallamiddag i september 2018.

Efter et hurtigt kig på Gadens Børns hjemmeside var jeg ikke et sekund i tvivl. En anden grund til, at jeg ikke tøvede med at hjælpe, stammer fra en oplevelse, jeg havde, da jeg arbejdede på Halifax Burger i 2012. Vi var løbet tør for fritureolie, og jeg skulle i Netto med en af kokkene, som kommer fra Nigeria. Da vi står i køen til til kassebåndet, peger min nigerianske kollega hen på kattemaden og spørger: “is that cat on can?”, og jeg svarer: “Njaaa ikke rigtigt, det er mad til katte”. Min kollega blev dybt forarget og siger derefter til mig: “You have got starving people on the street, even in Denmark and you buy food for a cat??!”. Det måtte jeg jo indrømme, at vi gjorde.

Netop derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville hjælpe Gadens Børn, da de kontaktede mig. Det, at Pia og de øvrige engagerede i Gadens Børn er i stand til faktisk rent fysisk at tage et barn væk fra gaden og give dem vand, mad, medicin og et håb om en fremtid, er helt vildt. Det er svært at finde ord for, hvor sejt det er!”

— Emil Vang