Nathalie, frivillig sygeplejerske
”Jeg er en tidlig morgen på vej på arbejde som sygeplejerske i Danmark. Fuglene synger, og de første forårsblomster er så småt ved at springe ud. Jeg går op på afdelingen, som jeg til dagligt arbejder på, kigger mig omkring og lægger oprigtigt for første gang mærke til alle de fyldte skabe med alle former for medicinsk udstyr, som vi er så privilegeret at have til rådighed på danske hospitaler. Der er pænt og rent, og vi er alle klædt i hvide kitler.
I samme øjeblik tænker jeg tilbage på min hverdag som sygeplejerske i Indien, hvor dagene derimod begyndte med at fylde en rygsæk med det mest nødvendige medicinske udstyr til at behandle børnene i slumområderne. I Indien er det hverken fuglesang eller smukke blomster, man ligger mærke til, når man går ud af døren om morgenen. Det er det ene slumområde efter det andet med huse bygget af affald, børn i alle aldre, der løber rundt på bare tæer i al slags vejr og voksne mennesker, som bader i floder og kloakvand for at vaske gårsdagens hårde og beskidte arbejde af.”
Amanda, frivillig i Kolkata
”Jeg sidder her i min dejlige lejlighed og spiser min morgenmad af en lidt for dyr skål. Jeg kigger ud over København, skønne København. På fortovet foran mig går en lille familie. Et lykkeligt par med deres spritnye luksus barnevogn. Den har det hele. Den har en masse smarte funktioner, og så er den tæt pakket med babyudstyr af bedste kvalitet. Inde i vognen blandt puder og dyner ligger den lille velnærede baby. Fuldstændig uvidende om, hvor heldig han er. Han har en mor og en far, som elsker hinanden, og ikke mindst elsker de ham. De har valgt hinanden, og de har valgt ham. Han er et vaskeægte ønskebarn og for dem en kæmpe velsignelse.
Ved dette dejlige syn, kan jeg ikke lade være med at tænke på min veninde i Indien. Hun er 17 år, bor på Sealdah Station og er snart mor til to. Hver dag går hun med dårlig samvittighed over, at hun ikke er i stand til at tage sig af sin datter på snart et år. Hendes største ønske er at få råd til et lille slumhus, hvor hun kan bo med sin mand og sine snart to børn.”
Claudia, frivillig i Kolkata
“Et af de spørgsmål, som jeg fik stillet oftest, efter jeg kom hjem som frivillig hos Gadens Børn i Indien, var: ”Hvordan var det?”
Hvor meget jeg end har prøvet at beskrive mine oplevelser og følelser omkring mit ophold som frivillig for min familie og venner, har det været svært at give en autentisk beskrivelse, som andre har kunnet sætte sig ind i og forstå. Det er svært at beskrive duften af den virkelig fugtige varme, de flere hundrede mennesker på Sealdah Station og den følelse, jeg fik, når jeg blev mødt af de skønneste børn, som bare venter på, at Gadens Børns frivillige kommer på togstationen.
Det er nu snart 9 måneder siden, jeg kom hjem – og det er gået op for mig, at der findes ingen ord, der skal beskrive min oplevelse.
Der er dog ét ord, som hele tiden dukker op i mine tanker, og det er: k æ r l i g h e d. Det er det stærkeste og mest sigende ord, jeg kan komme i tanke om – og som bedst beskriver livet som frivillig hos Gadens Børn i Kolkata.”
Tanja, frivillig i Kolkata
”Mit ophold i Kolkata har ændret mig som menneske. Det var hårdt, det var barskt, det var fantastisk, og det var livsbekræftende. Det kan ikke forklares med ord. Jeg savner hver dag at komme på togstationen, hvor de sødeste børn kom løbende imod mig, imens de skreg “AUNTIE”. Jeg tænker tit på, når jeg lægger mig i min dejlige bløde seng, at i Indien ligger vores børn på den hårde asfalt og sover. Det er hårdt at komme tilbage til vores luksusliv i Skandinavien, imens børnene fortsat bor på en togstation og i slummen.
Grunden til, at jeg valgte at være frivillig for Gadens Børn, var, at jeg kunne se al den kærlighed, der var i arbejdet, og det har været ubeskriveligt at være en del af. Al den kærlighed, jeg har fået og givet tilbage til disse fantastiske børn. Det er en kæmpe tillid, der er blevet bygget op til Pia og Gadens Børn teamet igennem årene, og det er så vigtigt, at børnene ved, at vi altid kommer til at være der for dem. Jeg sidder tit og ser tilbage på billeder og videoer af dem og genoplever minderne. Jeg har også Skypet med børnene et par gange, hvor de spørger “AUNTIE YOU COME BACK"?”. Og JA, jeg skal 100 % tilbage for at se mine børn.”
Astrid, frivillig i Kolkata
I stedet for at skrive om sine oplevelser i forbindelse med sin udstationering i Kolkata med Gadens Børn har Astrid valgt at lave en videodagbog.
Her fortæller hun om de tanker, hun gjorde sig både før og under opholdet i Indien, som måske kan være med til at kaste lys over den oplevelse, der venter dig, hvis du vælger at tage afsted som frivillig i Gadens Børn.